Syltede squash er dét du skal sylte, næste gang du står og glor på de der 2 squash du har liggende i køleskuffen, som du købte for 14 dage siden og stadig ikke har fundet ud af hvad skal bruges til.

Skønne lange bånd af syltede squash

Squash er virkelig velegnet til at sylte. Jeg ved ikke hvorfor man ikke ser det så ofte – jeg begyndte selv at gøre det for et par somre siden, efter endnu en omgang stor produktion fra mine 2 årige squashplanter oppe i urtehaven.

Når man har bagt chokolade squash kage og man har spist grillet squash som tilbehør hele sommeren, så vil man egentlig gerne bare være fri for squash i en laang periode! Men uanset om man dyrker dem i haven eller ej, så er det en grøntsag der er nem og billig at få fat i. Så sylt derudaf, så kan det gemmes til vinteren og man får bugt med sit madspild.

2.85 af 13 stemme

Syltede squash

Antal 2 glas

Ingredienser

  • 2 hele squash
  • 3 dl eddike
  • 2 dl Sukrin (annoncelink) – eller rørsukker
  • 1 spsk sort peber
  • 1 spsk dildfrø (annoncelink)
  • 1 spsk szechuanpeber (annoncelink)

Sådan gør du

  • Kog eddike, Sukrin og krydderier op.
  • Skær dine squash i tynde strimler – evt. på et mandolinjern, hvis du har sådan et.
  • Læg squash-strimlerne i sylteglas og hæld den varme lage over. Fordel krydderierne, så der er ca. lige meget i hvert sylteglas.
  • Læg et lille stykke bagepapir i toppen af sylteglasset og tryk lidt ned, sådan at squash-strimlerne er helt dækket af lage – så holder det sig nemlig længe i glasset, uden at blive dårligt.
  • Drej låg på mens det hele er varmt. Så kan de holde sig længe. De er ret hurtigt klar til at spise. Jeg lavede mine mindre end 30 minutter inden spisetid. Men det er selvfølgelig bedst at lave dem, dagen før man skal bruge dem.
Ret: sylt, Tilbehør
Køkken: Dansk
Keyword: Keto, LCHF, Sukkerfri

Skriv en kommentar

Close
Close