Brunsvigerens Dag
Brunsvigerens Dag er årets absolut største begivenhed! Denne højtidelige og meget brune dag, falder traditionen tro altid på den sidste torsdag inden efterårsferien. Selv om du selvfølgelig labber masser af den fynske nationalkage i dig (men også Vejsidebodens Brunsvigercreme naturligvis) på daglig basis hele året rundt, så er der noget helt særligt ved denne festlige dag.
Hvis du ikke er så heldig at være bosat på Fyn, så er det bare med at få booket togbillet til Odense, hotelværelse… og måske en tid ved tandlægen, når du alligevel er i gang. Husk også at informere chefen om, at du desværre ikke kan komme på arbejde torsdag den 13. oktober 2022 – det er nemlig datoen for fejringen af den fynske nationalkage i år!
Arrangementer på Brunsvigerens Dag 2022
Da Brunsvigeren jo stammer fra Fyn – og IKKE fra den tyske by Braunschweig, som onde tunger ellers gerne vil have dig til at tro – så er det selvfølgelig også på Fyn, at de absolut største fejringer af Brunsvigerens Dag løber af stablen. Vi har selvfølgelig kastet os under bussen og undersøgt mulighederne for dig, så her får du en komplet oversigt over hvordan du kan være med til at fejre Brunsvigeren i 2022.
Brunsviger Cup: Bold på Brunsvigerens Dag
Det kan jo godt ha’ en tendens til at sætte sig på sidebenene, alt det brånner der… men så er det jo heldigt, at du på Brunsvigerens Dag 2022 kan få svunget lakridserne lidt, når Dansk Firmaidræt byder på Brunsviger Cup.
Sammenhold, sved på panden og sukkerchok!
Hvis du synes det lyder skræmmende med det dersens motion, så kan vi berolige dig med at der er brunsviger ad libitum + en øl/sodavand til alle deltagere i 3. halvleg… halli hallo, det var altså BRUNSVIGER AD LIBITUM!
Der er plads til 20 hold á 4 spillere (og et par indskiftere) i hver by.
Du kan tilmelde dit hold i disse 5 fynske byer:
- Odense
- Middelfart
- Nyborg
- Svendborg
- Nordfyn
Send en mail med holdnavn og kontaktinfo til Klaus Almind på ka@firmaidraet.dk senest den 10. oktober 2022.
Du kan læse meget mere om Brunsviger Cup i denne folder og hos Dansk Firmaidræt.
P4 Fyn fejrer Brunsvigerens Dag
Redaktionen på P4 Fyn har traditionelt afholdt festlige begivenheder i anledning af Brunsvigerens Dag, men i 2021 måtte vi desværre nøjes med at deltage i festlighederne over radioen og på nettet grundet den dumme coronavirus.
Det er heldigvis ved at være slut med at skulle bekymre sig om den slags her i 2022, og P4 redaktionen har da også inviteret til “fantastisk fedtet farindag” på Kold College fra kl. 15-18.
Desuden kan du hele dagen lytte med, når P4 Fyn fejrer brunsvigeren i både morgen- og eftermiddagsradioen.
Find begivenheden på Facebook her:
Brunsvigerens Dag 2022 med P4 Fyn
Fynsmesterskaber i brunsvigerspisning
Storms Pakhus fik i 2019 den fremragende idé, at introducere fynsmesterskaberne i brunsvigerspisning. Her stillede 10 gæve gutter op i konkurrencen om at kunne æde mest mulig brunsviger på 5 minutter, mens den sy’fynske disk jokki Harske Hubbi spillede op til lir, bartenderen mixede brunsviger-drinks og der blev delt 200 gratis stykker brunsviger ud til pøblen.
Du ka’ drik’ brånner, bli’ FYNSMESTER i at spise brånner og ikke mindst gætte mæ’ på alt om det der brånner!
I 2020 blev arrangementet desværre afblæst pga. corona, men i 2021-udgaven af fynsmesterskaberne i brunsvigerspisning var arrangementet tilbage på benene – og Vejsideboden var selvfølgelig på pletten med Brunsvigercreme præmier til alle deltagerne, samt en bod hvor det gode publikum kunne erhverve sig Brunsvigercreme og Fyn er Farin t-shirts.
Vi afventer stadig en officiel melding fra Storms Pakhus omkring fejring af Brunsvigerens Dag i 2022, men mon ikke den er lige på trapperne. Følg Storms Pakhus på Facebook for at holde dig opdateret.
Støt din lokale bager på Brunsvigerens Dag
Til sidst men ikke mindst, så bliver vi nødt til at slå et slag for alle de lokale bagere ude i det ganske danske land, som selvfølgelig disker op med masser af friskbagt brunsviger på denne guddommelige dag. Husk derfor at slå et smut forbi bageren, og støt op ved at investere i klækkelige mængder brunner!
Glædelig Brunsvigerens Dag alle sammen!