Blomkålsmos er en fantastisk erstatning for kartoffelmos, for alle som ikke spiser den stivelsesholdige underjordiske knold – kartoflen. Men den vil også være en ny og spændende oplevelse for dig, der bare ikke har prøvet det før, og ikke har nogle råvarebegrænsninger i kosten.
Blomkålsmos er et super nemt alternativ
Blomkålsmosen er nemlig en mere let sag, end dens tunge fætter kartoffelmos. Det gør at man har lyst til at spise den om foråret og sommeren – også som tilbehør til diverse ting fra grillen. Skal det være ekstra fredags-agtigt, så kan man lige runde den af med lidt trøffelolie, hvis man nu fx skulle have hvidløgsgrillet jomfruhummer. HAPS!
Blomkålsmos
Ingredienser
- 1 hoved blomkål
- 3-4 dl sødmælk – eller mandelmælk
- 50 g smør – eller olivenolie
- 1 tsk havsalt
- revet parmesan – kan undlades
- revet citronskal – skal hvis det passer ind
Sådan gør du
- Skær et helt blomkålshovede ud i tern, og hæld dem i en gryde.
- Hæld mælk på så blomkålsbuketterne er dækket halvt. Lad det simre i 30 minutter, og rør rundt en gang imellem.
- Når det hele er mørt, sigtes mælken fra og den møre blomkål hældes i en foodprocessor med smør og salt, og blendes til en fløjlsblød mos. Servér mosen med lidt god olivenolie på toppen.
- Mælken kan eventuelt gemmes i fryseren til en suppe.
- Smag evt. blomkålsmosen til, med revet parmesanost og citronskal.